Her er lidt om hver af os


Elisabeth Toubro – født 1956. Jeg er billedkunstner.

For tiden er jeg i mit kunstneriske arbejde særligt optaget af at visualisere en kvindelig erfarings- og oplevelsesvinkel på den virkelighed, jeg er en del af. En virkelighed fyldt af cyborgs og håb, men også misogyni og tilbageslag for hårdt tilkæmpede kvinderettigheder. Jeg er optaget af at synliggøre de begrænsninger, kvinders kroppe fremkalder, og af at være med til at vise en vej ud til et liv i frihed og ligeværd mellem mennesker. Det arbejder jeg på at vise gennem mine skulpturer, installationer, fotografier.

Jeg er også meget optaget af, hvordan jeg bevarer min livsglæde og energi, så jeg fysisk og mentalt kan møde min aldring med følelser af meningsfuldhed og ro.

Jeg er uddannet på Det kongelige Danske Kunstakademi i København.

Mellem 2004 – 2007 var jeg Præsident for det Kongelige Akademi For De Skønne Kunster og formand for Akademiraadet. Mellem 2007 – 2011 Formand for Kunstrådets billedkunstudvalg og medlem af Kunstrådet. 

For flere informationer om mit arbejde med mere se www.elisabethtoubro.dk



Lotte Hvas – født 1954. Læge, forsker, debattør.

Jeg er optaget af kvindelivets overgange – især i den senere del af livet (fra 50+)
Overgangene befinder sig i krydsfeltet mellem biologi og eksistens og påvirkes af de mange kulturelle fortællinger, vi har skabt, fx hvordan det er at være ældre kvinde.  Selv glædes jeg over historier om kvindekroppen, der bidrager til kvinders stolthed og styrke og modvirker skam og skyld.
 
For at forstå, hvor komplekse overgangene er – på godt og ondt – giver det rigtig god mening at arbejde flerfagligt og også at blive inspireret af både billedkunst og litteratur. Det er nødvendigt for at få en forståelse for den eksistentielle og kulturelle dimension – alt det, der sker i livet, mens biologien ’rammer os’.

Jeg vil gerne være med til at aflive myter om kvinders overgange og aldring (herunder modvirke alderisme). Målet må være at kunne rumme de mange forskellige fortællinger uden at sygeliggøre eller bagatellisere overgangene, højst afmystificere.

Jeg har arbejdet +25 år som praktiserende læge i Præstø og sideløbende forsket og skrevet doktordisputats om overgangsalderen. Jeg er forfatter til ”Bogen om overgangsalderen” fra 2022. Fra 2008-2013 var jeg medlem af Det Etiske Råd, heraf tre som næstformand.
Læs mere på www.lottehvas.dk



Rose Marie Tillisch, født 1954. Ph.d. i teologi. Præst.

Historisk bevidsthed ser jeg som redskab til at handle relevant ind i nutiden. Ydmyghedsbegrebet er her centralt for forståelsen af at have kvindelige forbilleder på linje med mandlige. Kvinder for hvem det er lykkedes at bryde igennem i samtiden med samfundsanliggender som natur- og menneskesyn er ét fokus: Hildegard af Bingen, Katarina von Bora, Maria Sibylla Merian og Mme. de Staël.

Mit engagement nu ligger i arbejdet med mennesker med demens og deres pårørende med en vision om, at der oprettes selvorganiserende grupper over hele landet til hjælp for dem. Endelig er jeg optaget af fredsarbejde for palæstinenserne, så de kan få et liv i fred og retfærdighed.



Abelone Glahn, født 1955, Journalist, forfatter, debattør

Jeg er særligt interesseret i senkarriere, altså i at skabe synlighed om seniorer, der fortsætter med at være erhvervsaktive efter folkepensionsalderen.
Jeg blogger på mit eget site www.mensjegblirgammel.dk og skriver debatindlæg på Seniormonitor.dk. Jeg udsender også et nyhedsbrev om 50+ på LinkedIn.

Desuden holder jeg foredrag om at downsize sin bolig i tide, om at blive soloselvstændig i senalderen og arbejder hårdt for at synliggøre pårørendes uvurderlige, men oversete rolle i sundhedsvæsnet. Skriver også om identitetsdannelse efter tab i en moden alder.

Jeg har været selvstændig kommunikationsrådgiver siden 1999, driver Forlaget Amedia og har tidligere bl.a. været redaktør på DRTV.
Se desuden www.abeloneglahn.dk



Mona Hvid f. 1953. Inspirator, forfatter, foredragsholder

Et liv med fuld fart på som erhvervskvinde blev bremset voldsomt af sygdom, da jeg var 63. Nu drejer det sig om at skabe et givende liv – også når kræfterne er reduceret bl.a. gennem foredrag.
Forfatter til bl.a. “Værtindemanual til os med få kræfter (og andre),” der udkom i 2025. Underviser i at komme i gang med at skrive sin historie og i at tegne. Derudover arbejder jeg på at blive AI-forløber for os med få kræfter – med smutveje til en lettere hverdag. 
Læs mere www.monahvid.dk



Lene Koch, født 1947, pensioneret professor fra Københavns Universitet

Jeg er særligt optaget af spørgsmål om vores forhold til fortiden og slægten, samt hvilken rolle det kan spille for vores forankring i verden. Er nu som pensionist blevet personligt optaget af slægtsforskning og arkitekturhistorie.

Jeg er historiker, har arbejdet på Københavns Universitet det meste af mit liv.  Jeg har forsket i bioetik, brug og misbrug af genetisk viden og forplantningsteknologi i fortid og nutid samt kvindeforskning.



Anna-Katrine Olsen – født 1963. Konsulent, bestyrelsesleder

Efter et arbejdsliv i overhalingsbanen som først jordemoder, senere jurist og direktør, har jeg valgt at indrette mit arbejdsliv, så det løbende kan tilpasses mine øvrige  interesser og kræfter.

Jeg har tidligere mødt overgangene i mit (kvinde)liv med nysgerrighed og mod, og nu er jeg optaget af de overgange, jeg har i vente – blandt andet overgangen til en tilværelse uden erhvervsarbejde. Langt de fleste af os kommer til at arbejde længere, og til at have en bedre fysik end generationerne før os.

Derfor vil jeg gerne hente inspiration til et fortsat meningsfuldt liv og selv være med til at inspirere andre kvinder til, hvordan man kan indrette den sidste tredjedel af livet. 



Anette Bruun Johansen
, født 1946, Journalist og forfatter

Tekst på vej



Denne webside bruger cookies. Ved at fortsætte med at læse på siden, accepterer du vores brug af cookies.